Rimelighedsreglen giver ret til erstatning, selvom alle har gjort, som de skulle.
Det kan være, hvis en operation er udført korrekt, men der alligevel er opstået en sjælden eller alvorlig komplikation.
Det kan også være, hvis du har fået den korrekte medicin, men alligevel har fået sjældne og alvorlige bivirkninger.
En skade er sjælden, hvis den sker hos færre end 2 procent af dem, som får samme behandling.
En skades alvorlighed bliver målt i forhold til den sygdom, du blev behandlet for i første omgang.
Hvis du for eksempel var alvorligt syg, da du kom på sygehuset, skal dine komplikationer ved behandlingen være tilsvarende alvorlige for at kunne få erstatning.
En ung kvinde får hovedpine i venstre side og oplever følsomhed over for lys, to måneder efter hun er begyndt på p-piller. En MR-scanning viser, at hun har haft en blodprop i hjernen, og lægerne vurderer, at blodproppen er udløst af p-pillerne.
Kvinden får erstatning, fordi blodpropper efter p-piller er en alvorlig og sjælden bivirkning, som overstiger, hvad der er rimeligt for en ellers rask borger.